preload loader
Martin Knakkergaard

Martin Knakkergaard er ph.d. og lektor ved Aalborg Universitet. Han er hovedredaktør på Gads Musikleksikon.

 

Skrevet af: Søren Bygbjerg

 

Forskeren om Zappa

Orakel og enfant terrible

For Frank Zappa var alle musikalske udtryksformer gyldige, fortæller Martin Knakkergaard, som har forsket i Zappas musikalske univers.

Allerede i sin levetid var Frank Zappa en legende. Hvad er det, der har gjort ham så legendarisk?
- Det er vel egentlig meget svært at besvare. Men: Han var først og fremmest en usædvanlig talentfuld kunstner, med en enestående evne til at udvikle og forfine enhver udtryksform, han ønskede at gøre brug af.

Han var dertil en aparte, men alligevel karismatisk skikkelse, der i medierne på samme tid kunne fremstå som orakel og enfant terrible.

Endelig var han i sin samtid kendt som en hård og perfektionistisk orkesterleder, der krævede toppræstationer af sine musikere, men samtidig forlangte at de skulle fremføre hans musik afslappet og uanstrengt.

Martin Knakkergaards speciale om udviklingen i Frank Zappas musik.

Musik som organiseret lyd
Hvilke inspirationskilder havde Zappa?
- Det kan besvares ganske kort: Ingen eller alle.

Selv om Zappa selv pegede på Edgard Varèse som en komponist, der havde (haft) stor betydning for ham, tror jeg i virkeligheden at denne betydning – eller indflydelse – var principiel og ikke substantiel.

Det var via Varèse at Zappa tidligt fandt ind til det kunstmusikalske univers (det er nu nok det mindste af det), men det var – og det er nok så vigtigt – formentlig også gennem Varèse, at han nåede til en astilistisk musikopfattelse – et pluralistisk musikbegreb.

Varèses credo "Music is organised sound" tror jeg med andre ord spillede en langt større rolle for Zappa end Varèses kompositioner eller teknik gjorde.

Uforpligtet af traditionen
Hvordan forholdt han sig til arven fra kompositionsmusikken?
- Arven? Jeg tror ikke man kan tale om at Zappa forholdt sig til nogen arv eller overhovedet opfattede traditioner eller bevægelser som noget, man skulle forholde sig til – i hvert fald ikke som arv- eller deltager. Han følte sig grundlæggende uforpligtet.

I tilfældet Darmstadt-skolen konstaterede han tilsyneladende blot, at der havde været en vis sammenstimlen omkring et langt hen ideologisk motiveret vækkelsesmøde i midten af Europa, og at det havde givet anledning til fremkomsten – eller dannet forumet for præsentationen – af særlige kompositionsstrategier.

For Zappa stod disse for så vidt til fri afbenyttelse og det er kendetegnende, at man i flere tilfælde kan konstatere en nær sammenhæng mellem brugen af strategier og teknikker, der kan henføres til Darmstadt-skolen, og skildringen af dystopiske træk i den vestlige kultur.

Den totale pluralisme
Du har forsket i Zappas musikalske univers. Hvad kendetegner det?
- Den totale pluralisme, hvor alle (musikalske) udtryksformer er lige gyldige og for så vidt også ligegyldige: De er blot komponenter eller byggematerialer, der forenes i et særegent og stærkt personligt kunstnerisk univers, som trods dets overvældende pluralitet fremstår homogent.

Zappa er også kendt som samfundsrevser og satiriker. Hvad kendetegner hans tekster?
- Netop det samfundsrevsende og det satiriske og så en lyst til at beskrive forhold og situationer, som normalt aldrig gengives nøgternt i det offentlige rum.

Man må dog ikke glemme, at for Zappa var teksterne der, fordi "... instrumental music is irrelevant... " i det moderne samfund. Zappa var mao. af den opfattelse, at det var nødvendigt at iklæde musikken en tekstlig dragt for overhovedet at få den ud! Og så kunne han ligeså godt udtrykke eller udtale sig om ting og forhold, han enten fandt absurde eller følte, at mennesker har et absurd eller fremmedgjort forhold til.

"Stupidity is the basic building block of the universe."

Frank Zappa

 

Spillet ufattelig meget
Kan du så give nogle eksemplar på komponister og værker, der er inspireret af Zappa?
- Det er svært at svare troværdigt på et sådant spørgsmål.

Zappa har af indlysende grunde (haft) stor betydning for mange musikere og komponister inden for jazz, rock og kunstmusik.

Han er simpelt hen blevet hørt og spillet ufattelig meget af alle mulige slags mennesker og af alle mulige grunde.

Netop det forhold at han er ‘poly-stilist’ indebærer i øvrigt, at man ville kunne hævde hans påvirkning over alt – og det er jo helt meningsløst.

Selvbegejstring og utrolige kompositioner
Hvilke Frank Zappa-plader vil du fremhæve som de væsentligste ud af hans enorme produktion?
- Selv om alle 73 album er gode, er de ikke alle fremragende (det ville i øvrigt også tage livet af begrebet at rage frem).

Af album må det blive Uncle Meat (1968), You Are What You Is (1981) og Civilization Phaze III (1993).

Det falder noget anderledes ud, hvis det handler om enkeltstykker: It Can't Happen Here (Freak Out, 1966), I Promise Not To Come In Your Mouth (F.Z. in New York, 1978), Amnerika (Civilization Phaze III, 1993).

Jeg er naturligvis klar over at lp'erne Over-Nite Sensation, Apostrophe ('), Roxy & Elsewhere og One Size Fits All fra første halvdel af 1970erne står meget centralt i Zappa-receptionen og det er da virkelig gode udgivelser, med nogle helt utrolige kompositioner.

Men det er samtidig udgivelser, hvor det er svært at få øje på det selvrefleksive og på den kritiske distance (til materialet og i det hele taget). I stedet er der en tendens til selvbegejstring og hybris, forhold der bringer udgivelserne faretruende nær standardudgivelser inden for jazz og rock i samtiden, så jeg vil ikke anbefale dem ... Ved nærmere eftertanke måske alligevel en enkelt lp-side: Village of the Sun - Echidna's Arf - Don't You Ever Wash That Thing fra Roxy & Elsewhere (1974).

Send eller anbefal link

 

Vi anbefaler

Lotte Heise - Helt Klassisk

Lørdag kl. 16.03 - 18.00

Lotte Heise fortæller om klassisk musik hver lørdag eftermiddag på P2 – i ’Lotte Heise – helt klassisk’

 
 

Fra koncertkalenderen

Sharon Jones and the Dap-Kings

Studie 1, 17. feb. 2012 21:00

Sharon Jones and the Dap-Kings er soul af den dybeste, hedeste og mest medrivende slags. Fredag 17. februar står de på scenen i Koncerthusets Studie 1.

 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få nyheder om hvad der sker på dr.dk/lyttilnyt

Nyhedsbrev

 

Harddisken på P1

Mennesker og maskiner skal dele fremtidens jobs

8. feb. 2012 15:13

Under den industrielle revolution tog maskinerne menneskers arbejde, idag er det computere, der truer vores jobs. Men i fremtiden skal vi samarbejde!

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > P2 > Lyt til Nyt > Tema > Frank Zappa

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.