Zappanale

Frank Zappa i profil på Zappanalens logo.

 

Skrevet af: Paul-Henning Hallum-Olesen

 

Historien om Zappanalen

En idealistisk festival

Frank Zappa var en undergrundshelt for mange østtyskere. Læs den dramatiske historie om Zappanalen - verdens største årlige musikfestival for Frank Zappa.

I Østtyskland 1971 sidder der en 17-årig gut og lytter fascineret til sit musikanlæg. Der strømmer en ny ukendt musik, en musik han aldrig har hørt før.

Pladen der er på monoanlægget hedder Burnt Weenie Sandwich, og Wolfhard Kutz, som den unge mand hedder, begejstres over musikken, men kan også mærke, at der ligger noget mere bagved end blot musik, han kan li'. Han begynder at undersøge hvem denne Zappa er; Hvordan lever han? Hvad laver han?

Scenen på den allerførste Zappanale var en blokvogn

Smugler plader over grænsen
Han får opsnuset, at Zappa i USA er en kunstner, der ligger på grænsen af det legale på grund af sine provokerende tekster og hans måder at protestere på. Det møde og den måde at protestere på kommer til at præge den unge østtyskers liv mange år frem i det daværende DDR.

- Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle river faner ned, for så ville jeg hurtigt ende i fængsel. I stedet begyndte jeg at udbrede Frank Zappas musik. Jeg arrangerede jazz-koncerter og prøvede på at påvirke ungdommen. Det var noget, som var sjovt, men også kom til at give mig mange problemer.

- Dengang var det sådan, at man skaffede sig et par plader, som man så byttede med andre. Kanalerne var tit meget uigennemskuelige, nogle gange var det med folk som havde mulighed for at rejse i transit til vesten. Zappas plader blev smuglet ind i landet, gemt i hemmelige rum - alt sammen noget som selvfølgelig var meget farligt på det tidspunkt.

I Stasis søgelys
I de følgende år kom Wolfhard Kutz i Stasis søgelys; han sad flere gange i fængsel under påskud af, at man mente han ville flygte til vesten. Hans pladesamling blev beslaglagt af myndighederne flere gange, men det lykkedes ham alligevel altid ham at få den tilbage igen, men med megen besvær.

Efter Murens fald i 1989 lå der da også en tyk mappe på Wolfhard Kutz i Stasis arkiver. 24 medarbejdere hos Stasi havde været ”sat på ham” i årene, og det vidste sig også at der i deres egen inderkreds, havde befundet sig en ”informer” som havde rapporteret flittigt tilbage til Stasi.

I hans mappe kunne han læse om, at han var ”farlig”, fordi han udbredte Zappa, påvirkede de unge i negativ vestlig retning, og antydninger af at han var ”betalt” af vesten. Man mente man var nødt til at stoppe ham – man vidste bare ikke hvordan.

Trækvogn som scene
Årene går, og Wolfhard fortsætter med at udbrede Zappa og hans ”filosofi” – og da muren så endelig falder i 1989, ja så beslutter han sammen med andre gode venner at hylde Frank Zappa ved at lave en koncert til hans ære. Det bliver starten på Zappanalen som afholdes første gang i 1990.

En gammel traktor med trækvogn udgør den sparsomme scene, og bandet ACE 9 bliver det første band, som spiller. 50-60 mennesker dukker op det første år, og man bliver hurtig enig om at arbejde på at gentage arrangementet det følgende år og gøre det til en fast tradition. Zappanalen er født!

Samtidig danner Wolfhard foreningen ARF Society, som fremover kommer til at stå som arrangør. ARF Society vokser også hurtigt og snart er der 60 medlemmer fra Europa, USA og Japan.

Læs interviewet

Entusiasten om Zappa

Det er som at gå ind i "Zappaland". Sådan beskriver Paul-Henning Hallum-Olesen musikfestivalen i det tidligere Østtyskland, hvor Zappa-fans hvert år mødes for at hylde deres helt.

 

Prominente navne
Herefter går det langsomt skridt for skridt, Zappanalen vokser stille og roligt, og inden længe begynder også de første ”prominente” navne at dukke op på den lille festival.

På Zappanale 3 i 1993 spiller bla. de gamle Zappa-musikere Don Preston, Jimmy Carl Black og Bunk Gardner. Nu er deltagerantallet vokset til 350 mennesker og også TV bliver interesseret; tv-stationen NDR3 optager koncerten og viser senere uddrag i TV. Zappanalen er ved at blive kendt.

De langhårede freaks
Selvom Zappanalen vokser, er der stadig mange vanskeligheder ved at arrangere festivalen. Penge er der få af, og sponsorerne er svære at få i tale. Byen ser forundret til, når de langhårede freaks kommer, og det ligger i luften, at "dem" skal man lige holde et ekstra øje med.

Der skal laves plakater og billetter, scene og sceneteknik samt engageres musikere og sørges for disses overnatningsmuligheder - mange opgaver for Wolfhard og hans gruppe af hjælpere i ARF Society – men lykkedes igen og igen.

Don Preston, Jimmy Carl Black og Bunk Gardner kommer retur til Zappanalen i 1994 som Grandmothers, og traditionen med, at nogle af Zappas musikere deltager i festivalen, er ved at blive en realitet. Det blåstempler festivalen, der kvalitetsmæssigt vokser meget i disse år.

Zappanale på cd
450 mennesker deltager i festivalen i 1995, som bliver den 6. Zappanale. Men det år er festivalen også plaget af store økonomiske problemer, og man aflyser endda et orkester, da man ikke har råd til at betale dem. Alligevel bliver det en succes trods de mange problemer, og Zappanalen fortsætter.

Man begynder nu også at udgive en CD med nogle af årets bands – det er nu blevet et eftertragtet klenodie, og i dag udgiver ARF Society hvert år en 3CD-box med musik fra årets festival.

For længst er det nu blevet til en 2-dages musikfestival med mange internationale bands, og i 1999 kan man fejre 10 års jubilæum med Zappanalen.

Videnskabelig zappalogi
I år 2000 begynder amerikaneren Jim Cohen sine foredrag om Zappa, som nu er blevet til en fast bestanddel af festivalen. Han er Zappalog og interesserer sig for Zappas lyrik, som han analyserer og udlægger.

En tradition, der den dag i dag hører til Zappanalen, hvor han også er konferencier. Cohen er i dag en anerkendt Zappa-ekspert med over 20 forelæsninger og foredrag om Frank Zappa og hans lyrik.

I 2001 deltager 600 mennesker i Zappanale 12. Musikkvaliteten er høj, og der spilles til langt ud på natten - bl.a. giver det franske band Children of Invention en historisk 4-timers lang koncert.

Zappanalens grundlægger Wolfhardt Kutz afslører en buste af Frank Zappa i den tyske by Bad Doberan.

Det store gennembrud
2002 bliver året, hvor Zappanalen får sit helt store gennembrud – og det sker ikke mindst fordi Wolfhard Kutz og ARF Societys planer om at få en statue af Frank Zappa opstillet på kommunal grund i byen Bad Doberan bliver en realitet. Noget man har arbejdet på i flere år og indsamlet penge til.

Historien om at der blev opstillet en statue af Zappa i den lille by gik hele verden rundt; Zappanalen var ikke længere "den hemmelige festival".

Tjekkoslovakiets tidligere præsident og systemkritiker Vaslav Havel, som havde været ven med Zappa og som mange år før havde udnævnt ham til kulturattaché for Tjekkoslovakiet, var inviteret til at komme og indvie statuen, men blev desværre syg og måtte aflyse.

Til gengæld havde ARF Society hentet hele 11 Zappa-musikere til byen for at kaste glans over arrangementet, og også familie til Frank Zappa var repræsenteret.

Det bliver et brag af en festival med over 1.500 festivalgæster, og fra nu af bliver Zappanalen kendt af andre end kun de rigtige hardcore Zappa-fans.

Noget helt unikt
Det er blevet en tre dages musikfestival på meget højt niveau der omtales internationalt på linie med de store jazz-festivaler i Europa.

Siden er antallet af festivalgæster vokset betydeligt og i 2005 var der over 3.000 deltagere.

Selvom Zappanalen i dag er blevet mere kendt, ja så fremstår den stadig for mange som "den hemmelige festival". I manges øre og øjne fortjener den da også endnu mere opmærksomhed.

Zappanalen er noget helt unikt; en sjælden idealistisk festival på meget højt niveau vi ikke ser mange steder mere!

Send link til:

Links

 

Lyt til

Lyt til

Gratis koncerter  

Fra koncertkalenderen

Sol Gabetta: Elgars Cellokoncert

Koncertsalen, 5. mar. 2010 19:30

Fredag 5. marts kl. 19.30: Elgars eneste cellokoncert fra 1919 blev på mange måder også hans svanesang - og hvilken en. Han døde først 15 år senere, men værket er den sidste store bedrift fra hans hånd. Desuden kan vi også glæde os over, at solisten til værket er stjernecellisten Sol Gabetta. Den store koncertaften sluttes af med Peter Tjajkovskijs Symfoni nr. 4

 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få nyheder om hvad der sker på dr.dk/lyttilnyt

Nyhedsbrev

 

Harddisken på P1

Harddisken uge 5, 2010: Google og Kina

3. feb. 2010 14:51

For nyligt blev Googles kinesiske afdeling hacket - og dét satte gang i en lang diskussion om censur, ytringsfrihed og netkrig i Kina, og om Googles rolle i sagen.

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > P2 > Lyt til Nyt > Tema > Frank Zappa

© Copyright DR 2010. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.