Malko Konkurrencen 2009
Følg konkurrencen i P2
Årets Malko konkurrence begyndte tirsdag 12. maj i Koncerthuset. Der er 30 unge deltagere i konkurrencen. Kun tre går videre til finalen lørdag aften. Du kan høre det hele i P2 hver dag fra kl. 13.03.
Malko konkurrencen er opkaldt efter den russiske dirigent, Nicolai Malko. Han dirigerede DRs nystartede symfoniorkestret for første gang i 1929. De indledende runder finder sted tirsdag til fredag (12.-15. maj) fra kl. 10 til 16. Lørdag 16. maj er der finale kl. 19. Der er gratis adgang ved de indledende runder.
P2 sender uddrag fra Malko konkurrencen, hver dag fra kl. 13.03 - 16.00. Om aftenen kan du i P2 Koncerten kl. 19 høre juryens afgørelse, og et sammendrag af dagens runde. Iben Zeuthen og Michael Bojesen er værter i Koncerthuset. Peter Filtenborg sørger for radiolytterne i P2.
Tre kvinder og 27 mænd
Førsteprisen er en kontant præmie på 20.000 Euro. Dertil følger en dvd-udgivelse, samt koncerter med en masse forskellige orkestre i Danmark og de nordiske lande.
Der er 30 deltagere (heraf 3 kvinder) i konkurrencen. Aldersmæssigt spænder de fra 21-35 år, og de kommer fra vidt forskellige land, blandt andet Tyskland, Norge, Holland, England, Polen, Japan, USA og Rusland. I juryen sidder blandt andet DR SymfoniOrkestrets chefdirigent Thomas Dausgaard og orkesterchef Ole Bækhøj.
Konkurrencens forløb
I første runde skal alle deltagere dirigere tre værker fra en liste med musik af Beethoven, Haydn, Schubert, Mendelssohn og Mozart.
Af de 30 deltagere går halvdelen videre til anden runde. Her skal de dirigere et romantisk repertoire, musik af Sibelius, Debussy, Sjostakovitj, Tjajkovskij, Stravinskij og Ravel.
I semifinalen fredag er der plads til seks deltagere. De skal dirigere Rahkmaninovs 'Rapsodi over et tema af Paganini' samt et nyt værk af Anders Hillborg.
På finaledagen er der kun tre deltagere tilbage. De skal dirigere Carl Nielsens 'Pan og Syrinx' samt førstesatsen af enten Brahms' første, anden eller fjerde symfoni. Det besluttes ved lodtrækning, hvem der skal dirigere hvad.
Velkommen til Malko konkurrence i P2!