Chopin: De to klaverkoncerter
Hvis der er en, der får travlt i det nye år, så er det den polske pianist Rafal Blechacz.
2010 er nemlig Chopin-år (det er 200 år siden Chopin blev født), og Rafal Blechacz er tidens nye, store Chopin-pianist. Han er ovenikøbet landsmand med Chopin. Derfor vil alle simpelthen høre denne unge polak spille Chopins musik. Hele Blechacz' kalender for 2010 er overtegnet af koncerter.
Som indledning til et stort år - for både Chopin og Rafal Blechacz - er der nu udkommet en cd, hvor Blechacz spiller Chopins to klaverkoncerter. Det er den første cd, Blechacz har indspillet med orkester, og resultatet er overvældende godt. Han spiller Chopin med samme lethed, som man trækker vejret. Og han måler sig med de største Chopin-pianister fra de sidste 100 år, Artur Rubinstein og Krystian Zimerman.
Rafal Blechacz' forrige cd blev også kåret til Ugens Cd på P2. Vi kan ikke gøre for det - han er simpelthen bare god! Det mente juryen også, da Rafal Blechacz gjorde rent bord ved den berømte Chopin Konkurrence i Warszawa 2005. Han vandt førstepriserne i alle fem kategorier, og der var så stor afstand til de øvrige deltagere, at juryen valgte ikke at udtale nogen andenpriser.
Kan man blive født med fornemmelse for en bestemt slags musik? Tanken minder om den, man diskuterer i Folketinget i disse år, hvor det siges, at ægte danskhed er afhængig af både kristen tro og rødder i Danmarks fortid.
Når man hører Blechacz' helt instinktive fornemmelse for stil og udtryk i Chopins musik, er man tilbøjelig til at give tilhængere af teorien ret. Imod taler, at Blechacz også er en fremragende musiker, når det gælder Mozart, Haydn og Debussy...