Rolf Lislevand: Diminuito

Den norske musiker Rolf Lislevand laver musik med sin helt egen sound. Han gør renæssancens musik levende igen - ved at spille den nutidigt. Lislevand improviserer på sin lut ligeså smittende og funky som en jazzmusiker, og han har samlet et band af håndplukkede musikere, der kan det samme.

I flere årtier har musikere og musikforskere arbejdet med "historisk opførelsespraksis". Man har søgt at finde ud af, hvordan den gamle musik lød på sin egen tid og prøvet at genskabe det så præcist som muligt. Den bølge har Rolf Lislevand også deltaget i, men de senere år har han skiftet holdning.
"Nye lyttere kræver nye løsninger", siger han. Hverken en moderne musiker eller en moderne lytter kan ændre sin erfaring, så den svarer til et renæssancemenneskes. Derfor er det utopi at forsøge at genskabe fortiden. "Rekonstruktioner er ret kedelige", siger Rolf Lislevand. "Og det er også uærligt at lade som om, at der ikke er foregået noget indenfor musikken fra 1550 til i dag".

Rolf Lislevands renæssancemusik minder ret meget om moderne jazz og rytmisk musik - uden at det på nogen som helst måde er jazz. Det er improviseret 1500-tals musik, og som improvisationsmusiker tager Lislevand udgangspunkt i de gamle noder på en anden måde, end en "klassisk" lutspiller gør. Han vil hellere ramme ånden hos renæssancemusikerne end nogle bestemt noder.

Cd'ens titel "Diminuito" kræver en teknisk forklaring: Det er betegnelsen for en særlig måde at udføre renæssancemusikken på. Lutten og guitaren spiller hurtige og virtuose løb, der er "sammenpressede" varianter af temaet. Det var en slags standard-metode for renæssancens musikere, ligesom vor tids bluesguitarister og jazzpianister har deres faste kneb. Men alt det behøver man faktisk ikke bekymre sig en døjt om. Rolf Lislevand og hans renæssance-band smitter helt af sig selv med den uortodokse blanding af gamle temaer og moderne fantasi.