Carl Nielsen: Musik for blæsere og klaver
Uden noder forsvinder den klassiske musik. Derfor var det en stor dag, da Det Kongelige Biblioteks musikforskere sidste år blev færdige med at udgive Carl Nielsens samlede værker.
Nu står de der - 29 flotte bind, der rummer alt hvad manden har komponeret. De gamle manuskripter fra Det Kongelige Bibliotek er blevet endevendt, så alle Carl Nielsens detaljer er kommet med. Fra nu af er al hans musik tilgængelig for verden.
Ugens Cd er et af de første internationale resultater af udgivelsen: En flok engelske musikere er gået på jagt i de nye Carl Nielsen-noder. I samlingen har de fundet stykker de ikke kendte, og de har fundet nye detaljer i de stykker, de troede de kendte. Resultatet er blevet en fremragende cd, der giver et musikalsk portræt af den danske nationalkomponist.
Musikerne i New London Chamber Ensemble havde i forvejen Carl Nielsens Blæserkvintet på deres repertoire. Men fordi de har byttet den gamle fejlbehæftede udgave ud med de nye noder, spiller de musikken med friske øjne og ører. De har stillet spørgsmålstegn ved musikalske beslutninger i deres sædvanlige fortolkning. Og til sidst på cd'en har de endda indspillet nogle små passager i alternative udførelser, så man kan høre forskellen på den gamle nodeudgave og den nye.
New London Chamber Ensemble fortæller ligeud, at de ikke er helt parat til at gennemføre alle den nye udgaves ændringer med det samme. Noderne stiller spørgsmål, som musikerne ikke er færdige med at tænke over. Men i sig selv er det interessant at høre, hvordan udlændinge spiller dansk musik. I Danmark synes vi jo nok at vi ved, hvordan den skal lyde, men den fordom er englænderne dejligt fri for at bekymre sig om. De kigger i noderne og spiller - og de er så dygtige musikere, at deres cd er en af de mest velspillede og forfriskende Carl Nielsen-plader i lang tid.