Mozart: Ouverturer
Sommerfugle i maven
Alle der har været i teatret kender det: Varmen fra scenelysene, lyden af publikums mumlen og orkestret, der stemmer instrumenterne. Hvad mon der gemmer sig bag det hemmelighedsfulde fortæppe? Den spænding hører man i Mozarts ouverturer. Han var et ægte teatermenneske, og når han sætter en ouverture i gang, får man sommerfugle i maven af ren forventningsglæde.
Både kendt og glemt
Mozarts ouverturer er skrevet til hans egne operaer, teaterstykker og oratorier. Nogle af ouverturerne spilles tit, f.eks. dem til Figaros Bryllup og Bortførelsen fra Seraillet. Andre er skrevet til forestillinger, der er gået i glemmebogen. Det gælder ouverturen til Teaterdirektøren, en fjollet komedie, som ikke kunne leve op til Mozarts vidunderlige oplæg. Og hvem har før hørt ouverturen til oratoriet "Betyluas befrielse"?
Energi i sprøjten
Det er en målrettet herre, der leder musikken på Ugens Cd. Den italienske dirigent Andrea Marcon er både solist, dirigent og musikforsker, og han kender han alle indgange til Mozarts verden.
Med sit schweiziske orkester La Cetra spiller han Mozarts ouverturer med fabelagtig glød og koncentration. I doser på 4-5 minutter får man 16 små energiindsprøjtninger, der trækker både fortæppet og solen op.