H.O.C. Zinck: Klaverværker
Dét var en overraskelse! En dansk-tysk komponist fra Mozarts tid, der skrev brillante klaversonater.
Manden med det bøvlede navn Hardenack Otto Conrad Zinck har faktisk allerede sin plads i den danske musikhistorie, men det er for sin pionerindsats indenfor skole- og kirkesangen. Han var mand af oplysningstiden og ville have kunsten ud til folket. Endnu kan man finde nogle af hans melodier i salmebogen, f.eks. den flotte Nu rinder solen op af østerlide. Men klaversonater?
Uddannet af Bach - altså en af sønnerne
H.O.C. Zinck - som han kaldes i det daglige - var sydslesviger, født i 1746. Han kom fra en musikalsk familie og blev uddannet i Hamburg hos Carl Philip Emanuel Bach, søn af den store Johann Sebastian.
Zinck blev ansat hos Hertugen af Schwerin, men efter en koncertrejse til København blev han i 1778 tilbudt stillingen som syngemester ved Det Kgl. Teater. Han tog afsted og blev her til sin død i 1832.
Syngemester og komponist
Som syngemester skulle Zinck indstudere musikken og lede operakoret. Han fik 40 sangere til rådighed - samme antal, som beskæringerne har ført til i dag - men de havde "hæse Stemmer og haardhudede Ører", som han formulerede det.
Koret blev efterhånden rettet op, og Zinck fortsatte sine gode gerninger i det danske musikliv: Han var også organist i Vor Frelser Kirke, udgav en koralbog (salmemelodisamling) og blev musiklærer på Blågård Seminarium, det første i Danmark. Og så komponerede han sange, syngespil og klavermusik.
Værsgo' og Zinck
Pianisten Thomas Trondhjem har gjort det til et speciale at spille det glemte danske repertoire fra Mozarts tid. Hans sprøde og præcise cd'er med musik af Weyse og Kunzen har vundet priser, og nu er turen kommet til Zinck. På to cd'er får man et fyldigt udvalg af hans charmerende og idérige værker: Vol. 1 er med musik skrevet i København i begyndelsen af 1790'erne, mens vol. 2 indeholder seks sonater fra tiden i Schwerin. Værsgo' og Zinck.