Arabiske partier forbudt i Israel
13. jan. 2009 11.55 P3NyhederDe to eneste partier i Israels parlament, der udelukkende består af arabere, har fået forbud mod at stille op til parlamentsvalget næste måned. Hver femte borger i Israel er ellers araber, og der har eksisteret arabiske partier i landet siden 1966.
- Det er et meget dramatisk og historisk skridt, siger Jakob Egholm Feldt til P3 Nyheder. Han er lektor på Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet.
Beslutningen blev vedtaget i aftes af den israelske valgkomité, og den blev modtaget med stor frustration og vrede af de arabiske politikere. De mener, at de jødiske israelere diskriminerer dem, selv om de har fulgt israelsk statsborgerskab.
Forbudet mod mod de arabiske partier Raam-Taal og Balad kommer efter, at flere arabiske politikere har deltaget i demonstrationer mod israels krig i Gaza. Det har fået de jødiske partier til at beskylde dem for at støtte terrorisme og fjenderne af Israel. Og så kan de altså ikke få lov til at stille op til valg.
- De israelske arabiske partier har fungeret på demokratisk vis i Israel i mange år, og de er ikke tidligere blevet vurderet til at være en trussel mod statens sikkerhed, siger Jakob Egholm Feldt.
De arabiske partier har klaget til Højesteret, og retten skal tage stilling til forbudet senest på fredag.
- Hvis Højesteret stadfæster denne beslutning, så er det et meget stort tilbageslag for israelske demokrati, fordi de israelske araber udgør en femtedel af befolkningen i Israel, så det er et stort mindretal, siger Jakob Egholm Feldt.
Han mener, at forbudet mod de arabiske partier i Israel kan risikere at give bagslag.
- Det vil utvivlsomt føre til en yderligere social, poltiisk, økonomisk og kulturel marginalisering af palæstinenserne i Israel. Og dermed kan de også komme til at føle større loyalitet med Israels fjender på Vestbredden og i Gazastriben, og i større udstrækning kan blive et problem for Israel i stedet for fuldgyldige medborgere, siger Jakob Egholm Feldt.