Mange danskere måtte vente på deres løn
27. feb. 2009 11.43 P3NyhederLønmodtagere over hele landet har i dag oplevet, at deres løn ikke blev overført til deres bankkonto.
Fejlen skyldtes et nedbrud hos SDC, Skandinavisk Data Center, der ejes af 60 danske pengeinstitutter.
Cirka halvdelen af alle lønoverførsler i disse 60 pengeinstitutter gik galt i nat, fortæller administrerende direktør i SDC Erik Jacobsen:
- Vi har haft et centralt databaseproblem, hvor lønoverførslerne ikke er kommet på plads, siger han.
Omkring klokken 14 i dag blev problemet så endelig løst, og alle kunne få deres løn.
SDC ved endnu ikke, hvor mange lønmodtagere, der har været ramt. Men ifølge Erik Jacobsen vil der i næste uge komme en rapport, der afdækker omfanget af problemet - og hvorfor det opstod.