Gamle kejsersnit kan være farlige
09. mar. 2009 07.38 P3NyhederFlere fødende kvinder og deres ufødte børn kommer i livsfare, fordi syninger fra et tidligere kejsersnit springer op.
-Vi har haft nogle få dødsfald i forbindelse med det, desværre, siger overlæge på fødeafdelingen på Skejby Sygehus, Lone Hvidmann.
Lav risiko
Det er syninger i livmoderen fra et kejsersnit, som kvinderne tidligere har fået lavet, der kan gå i stykker under de voldsomme veer ved en ny fødsel, som foregår på normal facon.
- I værste fald kan der ske det, at barnet bliver skubbet ud i bughulen, og den værste konsekvens af det er, at barnet dør, siger hun.
Risikoen er dog ikke særlig stor. Kun omkring 1 procent af dem, der føder normalt efter et tidligere kejsersnit, oplever, at syningerne brister, og i de fleste af de tilfælde går det alligevel godt.
Risikoen er heller ikke blevet større. Når der kommer flere tilfælde, skyldes det, at langt flere kvinder får lavet kejsersnit. I dag foregår mellem hver fjerde og femte fødsel ved kejsersnit, mens det for bare 15 år siden kun var hver tiende fødsel.
Mistanke til syningsmetoden
Man ved ikke, hvorfor syningerne springer op, men lægerne har mistanke til syningsmetoden.
- Der har været en udvikling fra, at man syede i flere lag til, at man kun syede i 1 lag, fordi undersøgelser tydede på, at det gav nogle stærkere ar, forklarer Lone Hvidemann.
- Det kigger man nu nærmere på. Der er store undersøgelser i gang, som vi desværre ikke har svaret på endnu, og de skal vise, hvilken metode, der er bedst, siger hun.
Lægerne vil ikke løse problemet ved at forbyde kvinder med ar fra kejsersnit at føde på normal vis, men Lone Hvidmanns råd til kvinderne er, at der helst skal gå mindst to år fra, de har fået et kejsersnit, til de forsøger sig med en normal fødsel.