Bestseller anklages for efterligninger
02. feb. 2010 10.53 P3Nyheder
Opdat.: 02. feb. 2010 11.13Den danske modetøjsgigant Bestseller beskyldes for i flere tilfælde at have efterlignet konkurrenters design.
Senest har den amerikanske producent af sportssko New Balance trukket Bestseller i retten med krav om en erstatning på 12 millioner kroner.
Bestseller beskyldes for at have solgt efterligninger af flere af New Balances populære skomodeller, skriver dagbladet Børsen.
Der forventes at falde dom i sagen i slutningen af marts.
Ikke første gang
Sagen begyndte allerede i 2006, da New Balance blev opmærksom på, at Bestseller solgte skoene, som bortset fra enkelte detaljer var stort set identiske med New Balances produkter.
Flere end 34.000 par af de omstridte sko blev ifølge New Balance distribueret til Bestsellers Jack & Jones-butikker flere steder i Europa.
Det er langt fra første gang, at Bestseller slæbes i retten af andre designerfirmaer, som mener, at det danske firma har kopieret deres produkter.