preload loader
IDbar
Kød

Både Dansk Folkeparti, S og SF er skeptiske over for stoffet thrombin, som er en slags kødklister, regeringen vil tillade.

© Danish Crown

 

Skrevet af: 

 

Modstand mod kødklister

04. feb. 2010 09.56 Politik Opdat.: 04. feb. 2010 11.49

Oppositionen er skeptiske over for regeringens anbefaling af et ja til enzymet thrombin. Stoffet kan bruges til at 'klistre' forskellige stykker kød sammen, og er på en liste over tilsætningsstoffer, som EU vil have indført.

S og SF er direkte imod forslaget, mens Dansk Folkeparti er skeptiske. Det vil dog støtte forslaget.

DF: Dybt ulækkert
Når Folketingets fødevareudvalg træder sammen i dag, skal det blandt andet tage stilling til spørgsmålet om 'kødklister'.

- Jeg har den personlige holdning, at det er dybt ulækkert, siger Dansk Folkepartis fødevareordfører, René Christensen, til DR Nyheder.

Men DF vil endnu ikke tage stilling til, om det vil bremse regeringens anbefaling. Foreløbig er de skeptiske over for eventuelle sundhedsrisici.

- Det er dybt godnat. Man skal vide, hvad man køber, og jeg bliver nervøs for det sundhedsmæssige aspekt, siger Dansk Folkepartis René Christensen.

- Vi vil have en ordentlig fødevarekvalitet. Så når ministeren nu tillader det, så går hun i den forkerte retning, siger Pia Olsen Dyhr, forbrugerordfører for SF, i en skriftlig kommentar.

Også Socialdemokraterne stritter imod.

- Det er en ganske forfærdelig idé at komme thrombin i danske fødevarer. Det vil åbne op for, at man kan klippeklistre med kød, siger fødevareordfører Benny Engelbrecht.

Kødklistermærke
Hvis regeringen ikke vil forbyde det, så bør det i det mindste fremgå af mærkningen, mener SF.

- Hvis ministeren vil mærke kødet i stedet for at forbyde det, så bør hun mærke det med et kæmpestort fedt rødt mærke, hvor der klart står kødklister. Så ved forbrugerne, hvad de får, og fravælger det derfor også helt sikkert, siger Pia Olsen Dyhr.

Også Dansk Folkeparti kræver som minimum mærkning af kødet.

- Folk må købe, hvad de vil, men man skal vide, hvad det er, man køber, siger René Christensen.

Fødevareminister Eva Kjer Hansen har tidligere sagt, at hun ikke vil spise kød indeholdende 'kødklister'.

Send eller anbefal link

 


 
 
 
 
Du er her: dr.dk > P3 > P3Nyheder

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.