Connie løfter sløret for sin mands økonomi
09. feb. 2010 09.01 P3NyhederConnie Hedegaard og hendes mand, Jacob Andersen, offentliggør gladeligt, hvad han har af økonomiske interesser - i hvert fald når EU spørger.
Parret nægtede nemlig at give oplysningerne, da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen bad om det i 2005.
- Det er mig og ikke min mand, som er valgt til et offentligt embede, hvorfor han ikke mener, at oplysninger om ham kan kræves offentliggjort på statsministeriets hjemmeside, skrev Connie Hedegaard dengang i en pressemeddelelse.
Omsætning på 3,3 mio.
Men nu er Connie Hedegaard blevet ansat som kommissær i EU - og det har altså rykket ved hendes holdning.
På Europaparlamentets hjemmeside kan enhver nemlig finde et dokument, hvor det fremgår, at Jacob Andersen er partner i Dansk Kommunikation ApS og ejer firmaet CoffeeRoad ApS. I alt har de to firmaer en omsætning på 3,3 millioner kroner.
Forskellige situationer
Connie Hedegaard kalder situationerne vidt forskellige.
- Det andet var jo nogle regler, der blev indført midt i det hele dengang. Men her, der ved man, før man overhovedet siger ja til jobbet, at sådan er det, siger hun.