Klimatopmøde kunne ikke redde hoteller
09. feb. 2010 11.31 P3NyhederOp til klimatopmødet i december sidste år hørte vi masser af historier om udsolgte hotelværelser og problemer med at huse alle deltagere.
Men trods rekordmange overnatninger i december, gik hotelbranchen ud af 2009 med økonomien hængende i en tynd tråd.
Sådan lyder status, efter at Danmarks Statistik har offentliggjort tal over antallet af overnatninger på landets hoteller.
85.000 flere overnatninger
Hotellerne i Region Hovedstaden og Region Sjælland havde i december en fremgang på 25 procent sammenlignet med samme måned året før. Det svarer til 85.000 overnatninger.
Og selvom klimatopmødet også satte sit positive præg på antallet af overnatninger i resten af landet i december, kan det altså ikke ændre ved et overordnet billede af en branche i krise.
Tallene fra Danmarks Statistik viser nemlig også, at de danske hoteller på grund af den økonomiske krise mistede næsten hver tiende overnatning i det forgangne år.