Håndskriften er ved at uddø
15. mar. 2010 07.31 P3NyhederHvornår skrev du sidst et brev i hånden?
Langt størstedelen af vores kommunikation foregår i dag via et tastatur, og det er kun et spørgsmål om tid, før håndskriften glider helt ud af det obligatoriske pensum i skolen.
Det mener fremtidsforsker Johan Peter Paludan fra Instituttet for Fremtidsforskning, skriver 24timer.
- Inden for en overskuelig årrække vil vi ikke engang have brug for et tastatur længere, når vi skal skrive. Det bliver noget med, at vi taler til en computer, som omdanner vores ord til skrift. På et tidspunkt bliver folk enige om, at det er fuldstændig overflødigt at undervise i at skrive længere, siger Johan Peter Paludan.
De små skal skrive i hånden
Folkeskolelærer Mette Teglers, der sidder i Dansk-lærerforeningens bestyrelse, fortæller, at der på de små klassetrin stadig er fokus på at lære håndskrift:
- I de lidt større klasser foregår det meste skolearbejde på computer, og ved afgangsprøverne vælger langt, langt de fleste også at skrive på computer, siger hun til 24timer.
Ulæseligt
Professor Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole konstaterer, at håndskrift er blevet sværere og sværere at læse i takt med, at computer og sms er blevet hverdag:
- Jeg har indimellem lejlighed til at se opgaver, som folkeskoleelever har skrevet i hånden, og det kan være ganske overordentligt svært at tyde, hvad der står. Det ville aldrig have været et problem for 25 år siden, siger Niels Egelund til 24timer.