Danskerne siger ja til homo-adoption
17. mar. 2010 07.31 P3NyhederSkal far kunne hedde Per, mens mor hedder Peter?
Ja, mener 48 procent af befolkningen - mens 40 procent er imod.
- Det er da positivt, at der trods alt er et flertal i dag, siger Søren Laursen, retspolitisk talsperson i Foreningen for bøsser og lesbiske.
Stadig stor modstand
Men 40 procent imod er stadig meget, mener han.
- Man forstår ikke rigtigt familieformen. Det er ukendt land, siger Søren Laursen.
Folketinget behandler i øjeblikket et lovforslag om sagen - der ser ud til at have flertal - men ude i virkeligheden oplever Søren Laursen modstand og fordomme. Blandt andet, at barnet vil blive mobbet eller selv blive homoseksuel.
- Det er en fordom. Der er tusindvis af de her familier, og vi ved med 100 procents sikkerhed, at der er præcis den samme procentdel blandt vores børn som blandt alle mulige andre børn, der bliver homoseksuelle, siger Søren Laursen til P3Nyheder.