Facebook er en kollektiv social hjerne
17. mar. 2010 12.15 Teknologi
Opdat.: 17. mar. 2010 14.02I USA har det sociale netværk Facebook overhalet Google i antal daglige besøgende.
Herhjemme klikker vi stadigt lidt hyppigere ind på søgemaskinen, men det vil ikke vare længe, før Facebook også i Danmark bliver den mest besøgte hjemmeside.
Det spår facebookekspert og relation manager i it-rågivningsfirmaet Komfo, Mikael Lemberg:
- Som it-nation halter vi sjældent bag efter en tendens, og jeg er sikker på, at Facebook inden længe vil være størst også i Danmark, siger han til DR Nyheder.
Facebookhjernen har 400 millioner brugere
Antallet af brugere på Facebook bliver ved med at vokse, og antallet er mere end fordoblet i løbet af det seneste år. I februar i år rundende det sociale medie 400 millioner profiler på verdensplan.
Mikael Lemberg taler om Facebook som en kollektiv social hjerne, der hen ad vejen vil gøre mange søgninger på for eksempel Google helt overflødige.
For grunden til at søgemaskiner er blevet så populære er, at internettet egentlig er et anarki af informationer. Søgemaskinerne hjælper os til at finde rundt, så vi bedre kan skille snot for sig og skæg for sig.
- Men Facebook kan noget, som Google ikke kan; den kan gøre informationerne personlige. Når du på Facebook søger på for eksempel DR, får du et resultat, der tager højde for, hvordan du normalt opfører dig på sitet, og hvilke grupper og sider, dine venner benytter, forklarer Mikael Lemberg.
Facebook er den største tidsrøver
Og et er, hvor tit vi lige klikker ind for at finde en virksomhed eller det lokale bibliotek på Google; noget andet er, hvor lang tid, vi bruger på de enkelte sites.
- Og her slår intet Facebook, siger Mikael Lemberg.
- Vi bruger rigtig lang tid på at skrive kommentarer til vores venner, tjekke postede links og deltage i debatter. Og faktisk får vi en masse informationer smidt i nakken. Men kan sige, at informationerne i højere grad finder os, før vi tænker på at søge efter dem.