Kommunerne er i knæ
18. mar. 2010 11.43 P3NyhederNetop nu mødes mere end 1.000 kommunalpolitikere til topmøde i Aalborg.
Her skal de diskutere, hvordan det står til i kommunerne. Og især ét emne er i fokus. Nemlig den trængte økonomi.
Formand maler med mørke farver
Og det ser bestemt ikke godt ud, sagde den afgående formand for Kommunernes Landsforening Erik Fabrin i sin tale.
- Der er ikke plads til skønmaleri eller talmagi overfor befolkningen. Vi må kalde en spade for en spade, lød det fra formanden, som efterlyser, at regeringen tager mere ansvar.
Og indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder tager gerne en del af ansvaret på sig.
- Det er vores fælles grundvilkår, at vi skal udvikle kvaliteteten i den kommunale service i en tid, hvor både demografi og økonomi sætter nogle klare grænser. Og jeg medgiver gerne - Erik Fabrin - at det bliver ikke let, sagde han i en tale på mødet.
17 kommuner misser regeringens krav
I dag har et rekordstort antal kommuner så dårlig økonomi, at staten har bedt dem om at gøre rede for, hvordan de vil få penge i kassen
Kommunerne skal som hovedregel have 1.000 kroner i sparebøssen per borger - men sidste år levede 17 kommuner ikke op til det krav, skriver Politiken.
- Det er noget helt nyt, at så mange kommuner er i så presset en økonomisk situation, siger kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Skattestop presser kommunerne
Han mener, at en blanding af skattestoppet, kommunalreformen og den økonomiske krise presser kommunerne mere og mere.
- Når en række kommuner på landsplan genåbner deres budgetter for i år, og når en masse kommuner overvejer at gøre det, så er det fordi man ikke bare retorisk og som almindelig klynk har det svært - så ER det fordi man i virkeligheden har det svært, siger han.
Og problemerne kan kun løses på én måde, fortæller kommunalforsker Roger Buch.
- Skattestoppet betyder, at der kun er en vej frem, og det er at lede efter besparelser. Og de kan kun findes inden for de store hovedområder, det vil sige skolerne, daginstitutionerne og de ældre, siger Roger Buch til P3Nyheder.
Hvordan synes du, at kommunerne skal få penge i kassen?