Skattesmæk til cybersexfirmaer
28. maj 2010 08.15 P3NyhederDer er få brancher i Danmark, hvor alle virksomheder og ansatte snyder i skat.
Men nu har en skattekontrol afsløret en af de brancher.
Hele branchen har problemer
Og måske ikke så overraskende holder branchen til i den lumre del af internettet - det drejer sig nemlig om firmaer der tilbyder forskellige former for cybersex.
- Vi har i hvert fald kunne se, at det har været et problem, der har været i hele branchen. Og det er meget usædvanligt, at vi støder på en branche, hvor det er så almindeligt, at indtægterne bliver udeholdt, fortæller Helle Mulvad fra SKAT.
Bøder for millioner
Hun er tovholder på den gruppe i SKAT, der har undersøgt 8 cybersex-firmaer.
- Der var problemer i dem alle sammen - og der var også problemer hos alle de piger, vi stødte på, siger hun.
I alt har de 8 firmaer og deres ansatte piger glemt at fortælle om moms og skattepligtig indkomst for 3,3 millioner kroner - så nu vanker der skattesmæk til de letpåklædte piger.
- Hovedreglen er, at man får en bøde på det samme beløb, som det man har unddraget i skat og moms, forklarer Helle Mulvad.