Moskespil skaber ballade i Østrig
02. sep. 2010 12.58 P3NyhederI Danmark havde vi "Mujaffa-spillet", som vakte heftig debat, da det kom ud for ti år siden.
I Østrig har de nu "Moschee Baba", som gør nøjagtig det samme, skriver Ekstra Bladet.
I det animerede spil skal man med musen sørge for at begrænse de moskeer, der skyder op af jorden, og man kan også stoppe muezzinerne, der kalder til bøn fra minareterne.
Kritik: Spillet er smagløst
Efter 60 sekunder slutter spillet, og man får beskeden: "Steirmark er fuld af moskeer og minareter. Stop dette ved at stemme på Dr. Gerhard Kurzmann 26. september."
Og det har fået Socialdemokraterne, De Grønne og det islamiske samfund i Østrig til at fare i flint.
- Spillet er 'smagløst og uforståeligt i et land, hvor folk indtil videre har levet sammen i fred og harmoni' ... 'Dette er den værste form for religiøst had og fremmedhad,' siger Anas Schakfeh, lederen af Østrigs Islamiske samfund, til tv-station ORF ifølge Ekstra Bladet.
Fire moskeer i Østrig
Dr. Gerhard Kurzmann stiller op til delstatsvalget i forbundsstaten Steiermark for det højreorienterede Frihedspartiet, og han mener, at staten vil blive oversvømmet med moskeer, hvis ikke der bliver sat en stopper for det nu.
Der er i øjeblikket fire moskeer med minareter i Østrig, men lederen af Østrigs Islamiske Samfund, Anas Schakfeh, har for nylig sagt, at sådanne bygninger snart ville være til stede i alle Østrigs ni delstater.