Mobilen viser vej til den billigste cola
11. jan. 2011 10.48 P3NyhederHvis du for eksempel søger på "sodavand" på mobilen, vil du få en liste over, hvor du kan købe sodavand på tilbud i nærheden af det sted, du er lige nu.
Du har mulighed for at indstille præcis hvor langt, du vil bevæge dig efter tilbuddet.
Applikationen hedder eTilbudsavis og er lavet af unge iværksættere.
- Forbrugerne vil finde tilbud i nærheden og dermed nemt spare penge, tid og transport, siger en af udviklerne Christian Birch.
Ny version med indkøbsliste
Ifølge Christian Birch har detailkæderne taget godt imod applikationen, og flere kæder hopper snart med på eTilbudsavis-vognen.
Applikationen finder tilbud ved hjælp af GPS og er også lavet i en version 2.0, hvor man blandt andet kan lave en indkøbsliste ud fra samme princip.
Det er populært, og i App Store hos Apple er det i dag den 3. mest downloadede applikation i Danmark, kun overgået af populære spil som f.eks. Angry Birds.
Du kan downloade eTilbudsavis gratis i App Store eller Android Market. Læs mere her.