Rengøringsfolk betaler prisen for besparelser
09. feb. 2012 06.22 NyhederDet er urimeligt at rengøringsassistenter nu betaler prisen for, at Aarhus Kommune har udliciteret skolerengøringen.
Det mener medlem af Aarhus byråd for Enhedslisten, Jette Jensen.
Reaktionen kommer efter, at det er kommet frem, at omkring 50 rengøringsassistenter har fået varsel om, at deres arbejdsdag skal deles op i to - med fem timers selvbetalt frokostpause på midten.
Urimelig situation
Det er sket under en måned efter, at de overgået fra at være kommunalt ansatte til at arbejde for det private firma, som har overtaget rengøringen af 40 skoler i Aarhus.
- Det er en helt urimelig situation. Hvordan skal de få deres dag til at hænge sammen, spørger Jette Jensen.
At rengøringen af 40 skoler skulle lægges ud til et privat firma er blevet besluttet af et af et bredt flertal i Aarhus Byråd, men Jette Jensen lagde ikke stemme til.
Hun betragter de omkring 50 rengøringsassistenters som nogle af spareknivens ofre.
- Det er de. Det er jo også derfor, at vi ikke er med i de forlig, der handler om at udlicitere opgaver for at spare. Vi er jo godt klar over, at det betyder, at enten servicen bliver forringet eller at de ansatte får nogle dårligere vilkår, forklarer Jette Jensen.
Hårdere arbejdsliv
SF lagde stemmer til udliciteringen af skolerengøringen, som har sparet Aarhus Kommune for 32 millioner kroner.
- Det er selvfølgelig en træls situation for rengøringspersonalet, og jeg kender personligt flere af dem. Vi har sparet over 800 millioner kroner over de seneste år, og det betyder, at der er rigtig mange mennesker, der oplever at have fået et meget hårdere arbejdsliv som en konsekvens af det, siger medlem af Børne- og Ungeudvalget for SF, Thomas Medom og tilføjer, at partiet hele tiden har været kritiske overfor at sende rengøringen i udbud.
- Men vi har stået i en meget svær situation. Skulle vi spare mere på selve undervisningen eller skulle vi også spare på rengøringen. Der har vi valgt at spare på rengøringen, og det står jeg ved.
Formand for LO Aarhus, Anders Munk, opfordrer nu Aarhus Kommune til at skrive ind i sit udbudsmateriale, at medarbejderne ikke skal bydes såkaldt delt tjenneste.