Overlæge: Tving hjelmen på cyklisterne
09. feb. 2012 09.25 NyhederCykelhjelmen skal tvinges ned over hovedet på danskerne, mener en ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital.
- Når man sidder over for et par forældre og skal fortælle dem, at deres barn er svært hjerneskadet eller måske dør af denne ulykke, kan man ikke lade være med at tænke: For søren da, havde barnet haft hjelm på, var det her ikke sket, fortæller neurokirurgen Carsten Kock-Jensen.
Teenagere dropper hjelmen
En ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik viser, at over 2/3 af de 13-14-årige dropper cykelhjelmen, og overlægen forstår ikke, at forældrene tillader det.
- Selv en kort tur efter morgenbrød kan ende fatalt, hvis cyklen vælter. Kraniet går i stykker som en æggeskal, der kommer blødninger i hjernen, og nerver rives over. Vi læger kan pille blødninger ud, og vi kan skrue kraniet sammen, men vi kan ikke reparere det liv, der skal leves.
- De patienter, vi får ind efter cykeluheld, et typisk mennesker, der ikke har haft hjelm på, og som mener, at det ikke er nødvendigt, eller at det ikke ser pænt ud. Men det ser slet ikke pænt ud, når man først er havnet hos os på Neurokirurgisk Afdeling, siger Carsten Kock-Jensen.
- Jeg synes faktisk ikke, der er et eneste godt argument imod tvungen brug af cykelhjelm, mener lægen.