Formodet drabsmand kvæstet i flugtbil
09. feb. 2012 10.30 NyhederPolitiet har fanget den eftersøgte Kristian Heilmann, der formodes at have dræbt en kvindelig pædagog fra et bosted i Viborg.
Kort før klokken 9 torsdag standsede politiet en bil vest for Randers, og det viste sig at være den formodede drabsmand.
Kristian Heilmann kørte i en stjålet bil, som blev forfulgt af en politipatrulje. Jagten sluttede, da han kørte frontalt ind i et træ ved Øster Bjerregrav.
Den eftersøgte blev alvorligt kvæstet ved ulykken og er kommet på sygehus, oplyser politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi.
Den 39-årige mand stjal bilen, en sølvgrå Skoda Fabia, i nat i Hadsten.