Luftfotos finder fossende fjernvarmevand
03. jan. 2013 12.11 NyhederSom et forsøg har fly fra konsulentfirmaet COWI overfløjet Aarhus Kommune og har på den måde fundet 68 brud på fjernvarmerørene og helt op mod 185 steder, hvor der kan være behov for at isolere bedre eller skifte rør ud.
Men metoden betyder først og fremmest, at man kan finde brud på ledningsnettet, som ellers først ville blive afsløret langt senere.
- Hvis det kun er en mindre lækage, så trænger der vand ud, som gør at isoleringen bliver våd. Så bliver den også varm, og det kan man se på termograferingen, men man kan ikke se, hvor meget vand, vi bruger på et ledningsnet, fortæller funktionsleder Kjeld Bo Andersen fra AffaldVarme i Aarhus.
Kan gribe ind på tidligere tidspunkt
Normalt opdages et brud på fjernvarmeledningen først, når vandet løber så hurtigt at fjernvarmeforsyningen kan se, at der forsvinder meget vand fra nettet, eller vandet begynder at stå op fra undergrunden.
- Og så forstyrrer vi en masse en mennesker på nogle uheldige tidspunkter. Det er rarere, når vi kan gribe det på et meget tidligere tidspunkt, siger han.
Nå områder, der ikke er tilgængelige i bil
- Og termografering er en stor fordel, fordi man kan komme til områder, som ikke er tilgængelige i bil, fortæller projektleder hos COWI Claes Bergholdt Hviid, der indtil videre har stået for fotograferingen af fjernvarmenettet i fem kommuner.
- Det kan være indhegnede fabriksgrunde, parker og marker hvor ledningerne løber henover. Men især stikledningen (ind til forbrugeren, red.) udgør en stor del af nettet, og dem får vi set på på den her måde, fortæller han.