Bundsgaard: Robotter i ældreplejen vil give mere tid til at holde i hånd
04. feb. 2013 08.19 NyhederRobotterne vil være en naturlig del af vores hverdag i fremtiden og f.eks. give plejepersonalet nye muligheder. Det forventer borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard.
- Der vil ske en teknologisk udvikling, vi slet ikke kan forestille os, og som f.eks. gør ældre og handicappede meget mere selvhjulpne, siger han.
- I dag kan vi ikke forstille os, at man ikke kan have en rollator, og det havde man jo ikke år tilbage. Og i dag er det spiserobotter og andet, som kan give friheden tilbage, så man selv kan bestemme.
Udviklingen vil går hurtigt
Udviklingen vil gå enorm hurtigt og betyde, at der bliver opgaver, som plejepersonalet ikke længere skal tage sig af, tror Aarhus-borgmesteren.
- De ressourcer, der på den måde bliver frigivet, kan vi jo bruge til at holde i hånd eller skabe den menneskelige kontakt, som ikke kan erstattes med teknologi.
- Og nogle steder er der måske behov for, at vi løber lidt langsommere for at få kvaliteten op i den service, vi tilbyder borgerne, siger Jacob Bundsgaard.