Flere harer og agerhøns på markerne
04. feb. 2012 11.52 NyhederEt mylder af harer og agerhøns. Det er drømmen for landmand Robert Hansen.
Han har sine jorde omkring Fornæs Fyr på spidsen af Djursland.
Han kan godt lide at gå på jagt, og derfor har han deltaget i et projekt, der skal befolke landskabet med flere harer og agerhøns.
De vilde dyr har nemlig fået det sværere og sværere de senere år på grund af den intensive dyrkning.
Det er natur og miljøkonsulent Cammi Aalund Karlslund fra Videnscentret for landbrug i Skejby, der har rådgivet otte landmænd på Djursland og i Midtjylland.
-Det her projekt har understreget et klart behov og en stor interesse for skabe bedre forhold for de vilde dyr, siger Cammi Aalund Karlslund.
Er glad for jagt og natur
Robert Hansen på Fornæs har etableret insektvolde, der giver levesteder og redepladser til agerhøns. Og f. eks også skabt vildtstriber og vildtagre.
-Det har jeg gjort på grund af min interesse for at jage og min glæde over naturen. Simpelthen for at finde ud af, om jeg kan være med til at få bestandene af vildt op igen, siger Robert Hansen.
Der skal forskes
Succesen i projektet med de otte landmænd har været så stor, at Videncentret for Landbrug og Aarhus Universitet nu går sammen af et større projekt.
- Vi vil give landmændene en mere præcis viden om, hvad de kan gøre for at skabe mere natur samtidig med, at de kan have en effektiv markdrift, siger Cammi Aalund Karlslund.
Og i det nye projekt er det også planen at måle, om der så kommer flere dyr på markerne.