Vil have ophævet forældelsesfrist i incestsager
20. feb. 2012 06.25 Nyheder
Opdat.: 20. feb. 2012 07.24En kvinde fra Djursland kæmper for at få ophævet den forældelsesfrist på 10 år, der er for at melde krænkere i pædofili og incestsager til politiet.
Hun blev selv misbrugt som barn, men skulle have meldt sine forældre til politiet, inden hun fyldte 28 år:
- Det, mine forældre - og sikkert også andre - har gjort, er ikke i orden, og de skal kunne dømmes til noget behandling, så de ikke skader andre, siger Marianne Eskildsen.
Men hun var ikke i stand til at melde sine forældre i tide. Hun havde fortrængt oplevelserne, og hun var alt for syg og angst til at handle før langt senere i sit liv.
Har vakt debat
Men nu har hun skrevet bogen "Fra offer til selvstændig" om sit liv, og den har vakt debat. Blandt andet har hun fået Det konservative folkeparti til at skifte holdning.
- Der er ingen tvivl om, at det er ofrenes beretninger, der har fået os til at drøfte det her meget grundigt og skifte holdning. Som Marianne Eskildsens bog beskriver det, lider de ofte af fortrængninger, og det skal ikke være årsag til, at noget ikke kan anmeldes, siger retsordfører Tom Behnke.
Dansk Folkeparti kæmper for at få ophævet forældelsesfristen. Partiet forsøgte for nylig med et beslutningsforlag, men uden at kunne skaffe det fornødne flertal.
- Der var flere positive meldinger, men man ønsker fra flertallets side at afvente straffelovrådet, der også er i gang med denne problematik, men bagsiden af det er jo, at der kan gå lang tid - måske et år eller to - og det er ikke tilfredsstillende, siger Peter Skaarup.
Glad for at blive taget alvorligt
Derfor kæmper Dansk Folkeparti nu for, at et flertal skal presse på for at få straffelovrådet til at tage stilling hurtigt på netop dette punkt.
- Vi må se, hvad vi kan få socialdemokraterne med på, siger Peter Skaarup.
Og som noget nyt kan Dansk Folkeparti altså regne med de konservatives støtte.
- Altså vi vil støtte forslag af den her karakter, det er vigtigt at få stoppet gerningsmændene, inden der sker nye forbrydelser, siger Tom Behnke.
Marianne Eskildsen er glad for at blive taget alvorligt:
- Jeg er meget glad og taknemmelig over det, siger hun.