Velfærds-teknologi skal hjælpe kommunernes økonomi
30. jan. 2013 11.13 NyhederVelfærdsteknologi breder sig med stor hastighed i ældreplejen.
Syv ud af ti kommuner forventer at kunne effektivisere ved hjælp af teknologi.
Ikke den store besparelse
Det satser de også på i Odder, også selv om kommunen ikke har sparet det store på de robotstøvsugere, som er blevet indkøbt i de seneste par år, siger Odders ældrechef Anne Juhl Sørensen.
- Vi anvender selvfølgelig støvsugerne, men vi må også erkende, at de ikke var den store succes, som vi først havde troet på.
- Det hænger muligvis sammen med, at støvsugerne er første generation, og vi forventer da, at der kommer nogle modeller, der er mere anvendelige i hvert fald i vores større institutioner, siger Anne Juhl Sørensen.
Lifte vil give bedre forhold
Til gengæld så forventer Anne Juhl Sørensen sig meget af at indføre lifte til brug i ældreplejen. Odder Kommune investerer i i øjeblikket i hjælpemidler, der skal gøre det nemmere at vende og flytte rundt på borgere, der for eksempel ikke selv kan gå i bad.
- Vi tror, at der er noget at hente både for borgerne og for medarbejderne, siger hun.
Anne Juhl Sørensen er også overbevist om, at den kommunale økonomi på længere sigt vil få gavn af de nye lifte.
- Vi kan forhåbentlig få nogle hjælperedskaber, der betyder, at vi fremover kan nøjes med at have en medarbejder til at løfte en borger, hvor vi i dag har to på vagt til den samme opgave.
Det betyder også bedre forhold både for medarbejderen og for borgeren, siger hun.