Berygtet godsejer får ny stævning på halsen
03. feb. 2012 08.43 NyhederDen østjyske godsejer Gorm Lokdam er igen stævnet i en sag om et stort parti kopier af global-knive.
En højesteretsdom slog i efteråret fast, at knivene, som Lokdam havde importeret fra Kina, var kopier.
Derfor skulle de destrueres, men det er tilsyneladende ikke sket, og det ser heller ikke ud til, at godsejeren har knivene længere, siger advokat Christian Bardenfleth fra virksomheden Rosendal, der forhandler de ægte global-knive.
Ejer 6 godser
Gorm Lokdam ejer Sophiendal Gods ved Skanderborg og 5 andre slotshoteller i Danmark.
Nu bliver han afkrævet en halv million kroner, fordi han mistænkes for at have blæst på dommen i Højesteret.
- Efter den meget klare højesteretsdom i oktober 2011 kunne vi konstatere, at knivene ikke længere befinder sig i Gorm Lokdams varetægt, og når det ikke er tilfældet, må det sidestilles med, at de ulovlige kopier er blevet solgt til anden side, siger Christian Bardenfleth.
Nægter kendskab
Importen af de 8.796 ulovlige kopi-knive blev afsløret af toldere i 2005.
Efter dommen i Højesteret har Lokdam under en fogedforretning i telefonen meddelte, at han ikke kendte noget til knivene, og at han aldrig havde importeret dem.
Under sagen havde han ellers forklaret, at det var hans plan at afsætte kopierne i Norden, Polen og Rumænien.
Starter forfra
Christian Bardenfleth føler, at den nye sag er som at starte forfra.
- Jeg har lidt på fornemmelsen, at Gorm Lokdam har den opfattelse, at loven ikke gælder for ham, siger han.