En ø med selvstyre og vækst
01. aug. 2011 10.39 NyhederFirmaer der strømmer til øen og et befolkningstal, der er fordoblet over de sidste 50 år.
Det er situationen på øen Isle of Man. Størrelsesmæssigt ligner den Bornholm, men politikerne på øen i det Irske Hav har en del mere magt end kommunalbestyrelsen herhjemme. Isle of Man har nemlig selvstyre.
20 procent i personskat og ingen selskabsskat
Det betyder blandt andet, at beboerne som maksimum skal betale 20 procent i skat. Og da selskabsskatten slet ikke er eksisterende, er øen selvsagt interessant for firmaer. For to år siden flyttede investeringsselskabet Rivington Street sit hovedsæde fra London til Isle of Man. Og chefen i firmaet Tom Winnifrith er begejstret for øen.
- I modsætning til i England så gør politikerne her, hvad de kan for at hjælpe os. De ved, at hvis vi klarer det godt, så kommer flere i arbejde, og det gavner øen, siger han.
Økonomien vokser og arbejdsløsheden falder
Og de mange firmaer har gavnet Isle of Man. I de seneste 26 år har økonomien for hvert år vokset, arbejdsløsheden er på 2,1 procent og mere end havldelen af øens unge der tager på universitetet i England og andre steder kommer hjem og får job i den finansielle sektor.
Et af verdens ældste parlamenter
Det var vikingerne, der for over 1000 år stiftede Isle of Mans parlament, Tynwald. Da parlamentet stadig eksisterer den dag i dag, er det et af de ældste i verden.
Eksperimenter siden 1960erne
Det var dog først i 1960erne, at øen begyndte at eksperimentere med skattefordele. Frem til da havde øen været præget af arbejdsløshed og nedgang befolkningstallet. Isle of Mans nuværende præsident Noel Cringle kan godt huske, hvordan ø-livet var i 1950erne.
- Mange af mine venner måtte søge væk fra øen for at finde et arbejde, fortæller han.
Men det ændrede sig altså alt sammen med skattepolitikken. En politik Noel Cringle selv er med til at videreføre i dag.