R: Alt om Landemærket skal frem i lyset
09. feb. 2012 05.30 NyhederKritikken ulmer blandt kommunalpolitikere og embedsfolk om det kommende rådhusbyggeri på Landemærket i Rønne.
- Kommunalbestyrelsen traf beslutningen på et mangelfuldt grundlag i september 2011, siger den radikale Bente Johansen.
- Det vil jeg have uddybet. Jeg vil altid gerne træffe beslutninger på det mest oplyste grundlag. Og jeg bryder mig ikke om, at andre vurderer, om ting, de er vidende om, har betydning for mig, siger hun.
Bente Johansen henviser til den Rambøll-rapport, der lå til grund for kommunalbestyrelsens beslutning fra den 22. september sidste år.
- Jeg vil gerne vide det hele, før jeg skal træffe en beslutning, siger Bente Johansen.
Forholder mig kritisk
Når der i kommende dagsordner står "samling af administrationen," ved den radikale godt, hvordan hun forholder sig.
- Jeg vil være meget kritisk til, hvor meget det kommer til at koste. Hvor stor risiko er der for, at vi ikke vil kunne holde budgettet, siger Bente Johansen.
- Det er et meget stort projekt, vi går i gang med. Jeg vil ikke risikere, at vi skal ud i noget, som koster mere, end vi har budgetteret med, siger hun.
Alt skal frem
Bente Johansen peger på, at der er ting ved Landemærket, som kommunalbestyrelsen ikke blev gjort opmærksom på, da man traf sin beslutning i september.
- Det er meget vigtigt, at alt kommer frem, så vi træffer beslutningerne på et oplyst grundlag. Så vi ved, hvad vi gør, konstaterer Bente Johansen.