Paradisbakkeskolen får en trafikpolitik
09. feb. 2012 14.06 NyhederParadisbakkeskolen i Nexø får som den første skole på Bornholm en trafikpolitik.
Arbejdet ruller allerede, og selv om færdselsloven egentlig burde gøre en decideret trafikpolitik unødvendig, er det faktisk ikke tilfældet.
Det siger trafiklærer Kasper Fruergaard fra Paradisbakkeskolen:
Masser af biler
- Det er et meget trafikeret område om morgenen, og der er mange småbørn, som skal bevæge sig ind og ud mellem bilerne. Derfor vil et sæt fælles regler om, hvor man må holde og hvor hurtigt man må køre, gøre det meget mere trafiksikkert, mener Kasper Fruergaard.
Paradisbakkeskolen har blandt andet været med i projektet Bilfri Skole, og det blev for alvor startskuddet til trafikpolitikken.
Afdelingsrådet har vendt tomlen opad for projektet, som skolebestyrelsen skal diskutere på sit næste møde.