Transportministeriet har analyseret trafikken til og fra Bornholm
10. feb. 2012 15.13 NyhederTransportministeriet offentliggør i dag en analyse af rammevilkårene for transport til og fra Bornholm, herunder transportens betydning for erhvervslivet på Bornholm.
Bornholm har en række udfordringer i forhold til at fastholde virksomheder på øen, tiltrække nye virksomheder samt tiltrække og fastholde arbejdskraften. Derfor er det vigtigt at have fokus på udviklingen af transportmulighederne, skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse.
Fremtidige rammevilkår
I oplægget præsenteres en række analyser og fokuspunkter for de fremtidige rammevilkår for transport til og fra Bornholm.
- Bornholm har i kraft af sin særlige beliggenhed nogle særlige udfordringer, når det gælder transport og infrastruktur. Derfor er det godt, at vi har fået undersøgt, hvordan transportens vilkår bedst muligt understøtter målet om at skabe gode rammer for erhvervslivet og beskæftigelsen, siger transportminister Henrik Dam Kristensen.