Naturgasledninger ændrer ikke havet
13. apr. 2012 10.17 BornholmDe to naturgasledninger, som Nord Stream har lagt ned på bunden af Østersøen, har ikke påvirket miljøet i Østersøen på uforusete måder.
Det skriver Nord Stream i den seneste miljøkontrolrapport til Energistyrelsen og Naturstyrelsen.
Da Nord Stream fik tilladelse til at etablere de to naturgasledninger fra Rusland til Tyskland forbi Bornholm var en af betingelserne, at der fra 2010 til 2016 bliver lavet omfattende miljøkontrol.
Nord Stream skal blandt andet overvåge fiskene, vandkvaliteten og bundstrømmene langs rørledningerne. Og konklusionen på den nyeste rapport er altså, at der ikke er nogen uforudset påvirkning på miljøet i Østersøen.
Alt i alt regner Nord Stream med at bruge ca. 300 millioner kroner på miljøkontrol frem til 2016.