Mange kører for hurtigt ved vejarbejde
06. maj 2012 09.05 NyhederHver tredie bilist kører alt for hurtigt ved vejarbejde. Det viser en ny undersøgelse fra Q8.
- Tallene er nedslående. Der er tilsyneladende noget galt med trafikkulturen hos mange trafikanter, siger pressechef Martin Østergaard-Nielsen fra Vejdirektoratet.
Især yngre kører for hurtigt
29 procent af alle adspurgte bilister oplyser, at de ikke altid overholder fartgrænserne i forbindelse med vejarbejder. Især de yngre bilister har tilsyneladende svært ved at lette trykket på speederen.
Martin Østergaard-Nielsen fra Vejdirektoratet understreger, at der de seneste to år har været ekstraordinært mange arbejder på de danske veje og formentlig vil være det i en rum tid fremover.
Stor risiko
- Vejarbejder udgør altid en særlig risiko - både for dem, som arbejder på vejen og for bilisterne. Der mangler skilte, vejstriber og autoværn, og sammen med indsnævrede vejbaner giver det stærkt begrænsede plads- og oversigtsforhold. Derfor er det særdeles risikofyldt at lade hånt om fartbegrænsningerne, siger Martin Østergaard-Nielsen.
Bilisterne er tilsyneladende godt klar over risikoen. I hvert fald svarer hele 67 procent af alle bilister, at de jævnligt oplever farlige situationer ved vejarbejder, hvor bilister ikke viser tilstrækkeligt hensyn.