Grosbøll ude af billedet som folketingskandidat
29. maj 2012 05.38 NyhederWinni Grosbøll håber, hun får endnu fire år i borgmesterstolen efter valget til kommunalbestyrelsen næste år i november.
- Det er hårdt, men også meget spændende. Og jeg føler, jeg har en masse at byde på i forhold til Bornholms fremtid, siger hun.
Winni Grosbøll er dermed ude af billedet, når det gælder de lokale socialdemokraters jagt på en ny spidskandidat til Folketinget, der skal afløse den erfarne Jeppe Kofod, der er på vej til EU.
- Det er en svær opgave at finde en god afløser, og derfor bruger vi noget tid på at få fat i den rette, siger lokalformand Anette Stæhr.
- Vi har i bestyrelsen besluttet at nedsætte en gruppe, der skal arbejde med sagen. Planen er, at vi er klar med et bud på en ny spidskandidat til Folketinget på generalforsamlingen i marts næste år, siger hun.