Bønder bekymrede over bisoner
30. jun. 2012 08.41 NyhederKvægrådgivere ved Bornholms Landbrug advarer allerede nu mod at slippe de syv bornholmske bisoner løs om fem år, sådan som Naturstyrelsen har planer om, hvis undersøgelser viser, det kan ske forsvarligt.
Rådgiverne er bekymrede for, at de fremmede dyr kan smitte malkekøer og kødkvæg med sygdomme, der kan ramme landbrugets indtjening hårdt.
Det fremgår af det seneste nummer af tidskriftet Nyt fra Bornholms Landbrug.
Landbruget peger i øvrigt på, at en landmand selv skal betale, fx hvis en bison vælter nogle hegnspæle. Dyret er nemlig fredet, og dermed har Naturstyrelsen ingen pligt til at give erstatning.
Så hvor blandt andre borgmesteren og miljøministeren har sagt, at bisonerne kan skabe turistindtægter til øen, så peger landbruget på, at dyrene kan skade erhvervets indtjening.