Myndigheder vil stoppe lakse-direktør
28. jun. 2012 07.46 Nyheder
Opdat.: 28. jun. 2012 09.15Direktøren i Esbjerg-virksomheden Select Salmon står til at blive frakendt retten til at drive fødevarevirksomhed i to år.
Det er fødevaremyndighederne, der anbefaler at direktør Brian Thygesen får fradømt sit næringsbrev, skriver Jydske Vestkysten.
Virksomheden har de seneste år fået flere bøder og blev sidste år politianmeldt efter en stor listeriabakterie-sag.
Indberettede ikke
Dengang lod Select Salmon være med at indberette, at der var fundet listeriabakterier i deres fisk, - selv om bakterierne kunne være livsfarlige for svagelige mennesker.
Det betød at kun et ud af fire partier laks nåede at blive tilbagekaldt.
Den sag er - ifølge avisen - stadig under efterforskning og det er i den forbindelse at fødevaremyndighederne har stillet krav om at virksomhedens direktør skal frakendes sit næringsbrev.
Dengang sagde Henriette Mynster fra Fødevarekontrollens Rejsehold, at hun ikke tidligere havde set så grov en sag.
Fejl kan ske
I dag vil hun ikke kommentere den verserende sag, men gerne fortælle hvad der generelt skal til, før de som myndighed tager så stort et skridt.
- Når man starter en sag om frakendelse af næringsbrevet, så sker det på baggrund af en konkret overtrædelse og derudover skal virksomheden have overtrådt lovgivningen flere gange. Der skal være en grov overtrædelse og det skal være gentagne gange, siger Henriette Mynster
fra Fødevarekontrollens Rejsehold til DR Syd.
Henriette Mynster har ikke tidligere oplevet en tilsvarende sag.
Direktør Brian Thygesen, siger til Jydske Vestkysten at han er uskyldig - og at fejl sker.