Team Esbjerg på hård opgave
22. feb. 2012 07.05 NyhederTeam Esbjergs håndboldkvinder kommer på en meget svær opgave, når holdet i aften udfordrer Viborgs tophold på udebane.
Viborg har vundet otte af ni hjemmekampe i ligaen i denne sæson.
Alligevel satser Team Esbjerg på at kunne overraske.
- Oddsene er ikke med os, men vi gav dem kamp til stregen i pokalfinalen, og vi spillede uafgjort mod dem på hjemmebane i ligaen, siger Team Esbjergs træner, Lars Frederiksen.
Team Esbjerg møder frem til kampen med sejre i de tre seneste ligakampe.
Viborg ligger til at slutte grundspillet på en af de to øverste pladser, hvilket vil give klubben et point med videre til slutspillet.
Team Esbjerg slutter som minimum på femtepladsen og får ingen point med til slutspillet, hvor de seks bedste hold fra grundspillet skal dyste i to puljer.