Kendis-køer i Brørup
22. apr. 2012 12.05 NyhederDet var et fyldt sær-tog, der i dag formiddag trillede ind på stationen i Brørup.
Toget kørte fra Københavns Hovedbanegård i morges - med 600 passagerer, der gerne ville se dansende køer.
Det er nemlig i dag at mange økologiske landmænd åbner deres døre, så vi andre kan se med, når køerne til middag bliver lukket ud på græs.
Også på storskærm
Det er Arla, der har arrangeret togturen til Rishøjgård i Brørup, så også de, der ellers er langt fra landet, nu kan se køerne folde sig ud i det fri.
Det er landmændene Henrik Pihl Jessen og Børge Jessen og deres 260 køer, der får besøg og de vil blive set af mange.
Udover særtoget er der nemlig også sat storskærm op i Torvehallerne i København og der kan man se en direkte transmission af de 260 køers tur ud på græsset til middag.
- Køerne er blevet shinet lidt op og omgivelserne har også fået en tur og selv om det er lidt hektisk op til, så har vi jo fået gården til at se pæn ud og det nyder vi så bagefter, siger Børge Jessen til P4 Esbjerg.