Kommune: Der skal gøres en ekstra indsats
03. aug. 2012 12.39 NyhederVejen Kommune gør nu en ekstra indsats for at få kommunens unge kontanthjælpsmodtagere i job eller uddannelse.
For selv om kommunen i dag hører til blandt de kommuner i landet, der har den laveste ledighed, stiger antallet af kontanthjælpsmodtagere, skriver JydskeVestkysten.
Så nu skal der gøres en ekstra indsats på den gruppe ledige.
- Alle de personer, der har med de unge mennesker at gøre, kommer til at arbejde mere sammen på tværs, siger formanden for kommunens beskæftigelsesudvalg, socialdemokraten Charlotte Højmark Pedersen til DR Syd.
I dag er der over 800 kontanthjælpsmodtagere i Vejen Kommune og næsten halvdelen af dem er under 30 år.
- Vi har allerede samlet de relevante mennesker i samme bygning. Det er den samme bygning, hvor vi også har vores ungdomsskole og det tror vi meget på, siger Charlotte Højmark Pedersen.