"Jeg er far, ikke behandler!"
09. feb. 2012 06.18 Assens- Jeg er far, ikke behandler, siger Bjarne Rasmussen fra Assens.
Han har oplevet samspillet mellem de psykiatriske afdelinger og kommunerne, der skal tage sig af patienterne, når de bliver udskrevet.
Og det er ikke positive erfaringer, han har gjort sig.
Stoler ikke på kommunen
Han ærgrer sig over at han ikke kan stole på kommunens hjemmepleje efter flere tilfælde, hvor hans psykisk syge voksne datter ikke har fået den medicin, hun skulle have.
Men det er ikke det eneste kommunale svigt, han har oplevet i det psykiatriske system.
Kommunens sagsbehandler udeblev fra et møde, hvor region, kommune og pårørende sammen skulle lægge planer for, hvad der skulle ske med hans datter Pernille.
Han synes ikke, kommunerne er gearede til at påtage sig en rolle i psykiatrien.
- Det er den største fejl i kommunalreformen at man har splittet det psykiatriske system op i to, siger han.
Havde ikke styr på medicinen
Bjarne Rasmussens voskne datter er paranoid skizofren og bor på et bosted med let støtte i Assens Kommune.
Det er kommunens hjemmepleje, der tre gange om dagen skal komme og sørge for at hun får sin medicin.
I eet af de tilfælde, hvor hjemmepleje ikke havde styr på medicinen til Bjarne Rasmussens datter, måtte han selv tage affære og kørte sent om aftenen fra Assens til psykiatrisk afdeling i Middelfart for at hente medicin.
- Ellers ville min datter have fået det dårligt, og det fører hurtigt til en genindlæggelse på psykiatrisk afdeling, siger han.
Hør Bjarne Rasmussens historie ved at klikke på de to links til højre på siden.