Tidligere institutionsleder politianmeldt
08. feb. 2012 17.40 Faaborg-MidtfynDen tidligere leder af specialinstitutionen Kastaniely i Faaborg, Bente Madsen, er blevet meldt til politiet.
Det er Region Syddanmark, som i dag har anmeldt den tidligere leder af specialinstitutionen for børn og unge.
Baggrunden er, at regionen har opdaget hvad den kalder 'en række uregelmæssigheder i Bente Madsens økonomiske dispositioner'.
- Det er selvsagt en rigtig ubehagelig situation, vi oplever lige nu. Og jeg skal være den første til at beklage, at det overhovedet kunne komme så vidt, at vi nu må melde en tidligere ansat til politiet. siger regionsdirektør Mikkel Hemmingsen.
Han vil ikke fortælle hvilke konkrete problemer, der har ført til politianmeldelsen.