Hver tredje bolig uden røgalarm
14. apr. 2012 07.08 Fyn & øerneHver tredje bolig i region Syddanmark har ikke nogen røgalarm. Det viser en helt ny undersøgelse, som forsikringsselskabet Gjensidige har fået Gallup til at lave.
Tal fra Beredskabstyrelsen viser, at 85 % af de personer, der omkommer i boligen, ikke har en røgalarm i hjemmet.
- Røgalarmer redder liv, siger beredskabsinspektør Mads Dalgaard fra Odense Brandvæsen.
Den vækker dig
- I tilfælde af en brand for eksempel om natten, så vil man blive vækket af en røgalarm, så det er vigtigt at have dem installeret i sit hjem, siger han.
I undersøgelsen svarer 68 procent af borgerne i Region Syddanmark, at de har en røgalarm, 32 procent, at de ikke har. Det er det sted i Danmark, der er flest røgalarmer er i Nordjylland. Her er tallene henholdsvis 78 og 21 procent.