Unge begår mindre kriminalitet
11. feb. 2013 07.19 Fyn & øernePå fem år er antallet af unge der står foran en dommer og hører ordene 'skyldig' faldet - det gælder også i flertallet af de fynske kommuner.
De 15-19-årige er blevet mere lovlydige. I hvert fald har der mellem 2006 og 2011 været et fald i antallet af unge, der bliver dømt efter straffeloven, viser en opgørelse som Kommunernes Landsforening står bag.
På Fyn er der halvdelen af kommunerne, der har mindsket ungdomskriminaliteten. Middelfart ligger helt i top - her er andelen af dømte 15-19-årige faldet med over 50 procent.
I følge lektor i kriminologi ved Københavns Universitet, Lars Holmberg, skyldes det blandt andet en ny kultur:
- Man oplever det ikke længere som sejt, når andre unge gør noget kriminelt. For nogle år siden havde næsten alle unge eksperimenteret med kriminalitet, mens op mod halvdelen i dag slet ikke har begået noget, der ville være en strafbar handling, siger Lars Holmberg.
Derudover henviser han også til, at de unge er blevet mere opmærksomme på, at kriminalitet hæmmer deres uddannelses- og jobmuligheder.
På Fyn er der også to kommuner, hvor antallet af dømte unge modsat landstendensen er steget. I både Langeland og Nyborg er der en stigning i 15-19-årige, der får en dom.