Middelfart: Vi bruger vores høringsret
28. jan. 2013 07.45 MiddelfartMiddelfarts borgmester Steen Dahlstrøm tager nu til genmæle overfor Region Syddanmarks udvalgsformand Bent Bechmann.
Bent Bechmann har beskyldt Steen Dahlstrøm for at vildlede sine borgere, fordi han ikke vil have at regionen udvinder grus og råstoffer i kommunen.
For eksempel siger Bent Bechmann at det er forkert af Middelfart at påstå at planerne vil true kommunens drikkevandsinteresser.
Men Steen Dahlstrøm fastholder argumentet.
- Man (Region Syddanmark, red.) har jo netop udpeget området som interesseområde. Så hvis man finder noget grus, så vil man gerne grave grus på det område. Derfor er det vigtigt, at vi i første del af den her fase gør opmærksom på, at der er skovrejsningsinteresser og vandindvindingsinteresser i området, siger Steen Dahlstrøm.
Steen Dahlstrøm synes det er forkert af regionen at sige at Middelfart vildleder.
- Vi bruger blot vores høringsret, siger han.