Nu kommer det flydende hotel
10. feb. 2013 07.34 OdenseEt flydende hotel kan ses komme sejlende ind gennem Gabet i næste uge - formentlig på torsdag.
Det er reparationsværftet Fayard på Lindø, der går i gang med at renovere en hotelrig - den hedder Borgholm Dolphin - og er et sted, hvor flere hundrede folk kan bo og sove, mens de arbejder på olieboreplatforme.
Spektakulært syn
Hotelriggen skulle egentlig være kommet til Lindø allerede for en måned siden, men det viste sig, at der var brug for den i en måned mere - men NU kommer den altså - og det bliver formentlig torsdag d. 14. februar om morgenen, at man kan se et meget spektakulært syn ved Gabet, forklarer skibsbygger og adm. dir. Thomas Andersen fra Fayard:
- Det er en meget speciel konstruktion, som rager meget højt op i landskabet. Den er 65 meter bred, 110 meter lang og 40 meter høj.
- Sådan et slags flydende hus?
- En stålkonstruktion med et stort hotel ovenpå, vil jeg hellere kalde det, siger Thomas Andersen.
Arbejde til 250 mand i 35 døgn
Hotelriggen vil give arbejde til 250 mand i 35 døgn.
Det er det norske rederi Dolphin Drilling, der har bestilt renoveringen af deres hotelrig hos Fayard på Lindø.Og Thomas Andersen håber på, at andre rederier vil blive opmærksom på, at den slags kan håndteres på Lindø!