Bil kørte ind i Rosengårdscentret
10. feb. 2013 07.44 OdenseFire yngre mænd ramlede ind i Rosengårdscentret med en bil i fredags - en mørkeblå Kia Sephia - og politiet leder stadig efter dem.
De kørte ind i indgangspartiet ved Gul Indgang.
- En vagt fra centeret kom hurtigt til og så fire mænd køre derfra med hjulspin, og de råbte efter ham, fortæller vagtchef Hans Frederiksen fra Fyns Politi.
De fire yngre personer i bilen beskrives som to med dansk udseende og to med somalisk udseende.
Bilen fundet i Lærkeparken i Vollsmose
En times tid efter blev bilen opdaget af en politipatrulje i Lærkeparken i Vollsmose.
- Men vi kan slet ikke gå ud fra, at det betyder, at de bor i Lærkeparken. Ofte bliver biler smidt et helt andet sted, fortæller Hans Frederiksen.
Bilen er nu beslaglagt og skal undersøges nærmere, og politiet skal kigge på videoovervågning - og det går de igang med i morgen mandag.
Men politiet vil gerne høre fra vidner, som så bilen køre ind i indgangspartiet til Gul Indgang i Rosengårdscentret i fredags kl. 14.
Oplysninger på 114.